Optimize |Interreg öresund-Kattegat-Skagerrak
Optimize er et forsknings- og innovationsprojekt der udvikler og tester to teknologier til sundhedsvæsnet, der kan bidrage til at reducere medicinforbruget under operationer og til at hjælpe til at regulere patienters væskebalance. Optimize er støttet af Interreg öresund-Kattegat-Skagerrak og vil løbe fra 1.12.2022 til 30.11.2025.
I forbindelse med og efter en operation kan der opstå komplikationer på grund af bivirkninger fra medicin eller forkert estimeret væskebalance. Komplikationer i forbindelse med kroppens håndtering af medicin og væskeregulering kan for eksempel være udsving i blodtryk, vejrtrækningsproblemer, urinvejsinfektioner og forsinket rehabilitering. Kan disse komplikationer undgås, kan indlæggelsestiden forkortes, rehabiliteringsperioden kan afkortes, og patienten kan få et bedre behandlingsforløb og en bedre oplevelse.
I dette dansk-svenske forskningsprojekt er det målet at udvikle og teste to teknologier til sundhedsvæsnet:
- Virtual Reality-oplevelser som erstatning for afslappende medicin under vågne operationer
At ligge vågen under en operation, og at miste kontrollen over sin egen krop, kan være en utryg oplevelse, og mange patienter får derfor behov for afslappende medicin, hvilket kan medføre bivirkninger, og øge risici i forbindelse med operationen. Denne del af projektet har som mål at afprøve, om afslappende medicin under en vågen operation kan erstattes af VR-oplevelser, der kan aflede patienternes opmærksomhed. Under operationen har patienten briller og høretelefoner på og oplever en virtuel virkelighed med billeder, lyd eller anden stimuli og oplever dermed ikke selve operationen, men får en oplevelse af et langt mere behageligt totalmiljø.
- Automatisk væskemåling
Væskebalancen er afgørende for patienters tilstand og helbredelse. Forstyrrelser i væskebalancen kan føre til forlænget indlæggelse, komplikationer eller i værste konsekvens døden. I mange tilfælde er væskemonitoreringen dog upræcis. Sygeplejerskerne observerer manuelt patientens væskeindtag og -udskillelse og dokumenterer det i den elektroniske patientjournal. Men den nuværende praksis er ufuldstændig og unøjagtig, da manuel måling ofte baseres på skøn.
Målet for denne del af projektet er at udvikle et automatisk monitoreringssystem for væskebalance, der gør målingerne mere nøjagtige og mindre tidskrævende.
Projektpartnere
Anæstesiologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital
Urologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital
Forskningsenheden i Staben, Sjællands Universitetshospital
Sahlgrenska Universitetssygehus/Lunds Universitet
Akutsjukvård og Medicinsk Akutvårds Avdeling, Skånes Sjukhus Nordväst Helsingborg
Contact-Museums
Thomas Saaby Noer
Head of Healthcare
+45 42 30 88 75